Fjernsynet har gennemgået en gigantisk udvikling i løbet af den tid, det har eksisteret. Der var ikke ret mange danskere, der fik seriøst kendskab til fjernsynet før i 1950’erne og 1960’erne, men faktisk blev de første udsendelser lavet allerede i 1930’erne. Man var også så småt i gang med planer for at udbrede fjernsyn til folket på dette tidspunkt, men alt dette arbejde blev afbrudt af 2. Verdenskrig, hvor der blev andet at tænke på.
Folkeligt samlingssted
Fjernsyn i Danmark blev for alvor kendt i 1948, da det blev afholdt en britisk udstilling i Tivoli. Her blev der vist fjernsyn, og udviklingen tog fart. Jens Frederik Lawaetz, der senere skulle blive generaldirektør for Danmarks Radio, beskrev det sådan, at danskerne her fik TV-bacillen i blodet. Og så var der ingen vej tilbage. De første rigtige skridt i fjernsynets historie på dansk grund var taget.
Den britiske udstilling blev efterfuldt af en dansk udstilling i 1950, og i 1951 blev dansk TV officielt sat i søen. Efterfølgende blev der bygget TV-sendere otte steder i landet, og dermed var basis lagt for, at fjernsynet kunne blive landsdækkende.
Dermed var grunden også lagt til en enorm popularitet. Fjernsynet blev hurtigt samlingsstedet i de små hjem, og i starten var det sådan, at naboerne kom på besøg hos dem, der havde fået fjernsyn, og så bænkede alle sig og så de udsendelser, der kom. På den måde blev fjernsynet et fællesskab, et samlingssted, som alle havde et forhold til. Alle så de samme udsendelser og kunne tale om dem dagen efter i kaffepausen på jobbet eller derhjemme.
I dag er den enkelte TV-kanal afløst af mange, og det store udbud har givet en helt ny variation og frit valg i TV-udbuddet. I dag har vi kun sjældent TV-udsendelser som fælles referencepunkt, men for de fleste fylder TV stadig en væsentlig del af fritiden.